Mahdi Majid (praktikant fra Københavns Universitet)

Om mig og min baggrund

Jeg er psykolog-praktikant og mangler altså blot praktikken og specialet for at kunne kalde mig selv psykolog (cand.psych). Når jeg ser klienter her på klinikken, bliver jeg tæt superviseret af autoriseret psykolog Anna Levi. 

I mit møde med klienten bestræber jeg mig på at skabe en respektfuld og tryg atmosfære i terapilokalet, hvor jeg forholder mig til klienten som dét menneske personen er, samt til personens specifikke livssituation og -vilkår. I terapien drager jeg nytte af den teori, som jeg har fra universitetet, samt bruge evidensbaserede metoder, som jeg er blevet trænet i dels gennem studiet og dels gennem mit tidligere arbejde som studenter-terapeut på Københavns Universitetsklinik. Jeg inddrager også viden fra min egen livserfaring og baggrund.

Som søn af flygtninge fra Irak ved jeg hvad det vil sige at bære på traumer, der ikke nødvendigvis kommer fra den enkelte persons egen livshistorie, men som personen har nedarvet fra sine flygtningeforældre og -bedsteforældre. Min anden etnisk herkomst har yderligere gjort at jeg forstår hvordan det er at have fod i flere kulturer (eller i ingen kulturer), og med dette forstår jeg også hvordan stigmatisering og politisk retorik kan påvirke det enkelte individ. Mine indsigter i forskellige psykologiske problematikker stopper ikke her, men er diverse og brede. For eksempel har jeg særlig indsigt i fysiske smerter og psykologien bag disse. Jeg tilbyder i øvrigt også terapi på arabisk.

Jeg er nysgerrig af natur, og derfor er jeg ivrig efter at fordybe mig i forskellige felter. Blandt andet skriver jeg regelmæssigt indslag på bloggen psykoterapiforskning.dk, hvor min primære motivation er at holde mig opdateret på nyest forskning indenfor psykologi og psykoterapi. Derudover har jeg været assistent i et forskningsprojekt på Københavns Universitet. Desuden har jeg opnået et certifikat i Søren Kierkegaards Rådgivningspraksis.

Jeg er fleksibel med samtaletider og befinder mig i Psykologcenter1100’s lokaler både i indre by og i Hellerup. 

Priser hos mig: de første 3 sessioner er gratis, og derefter er det 350 kr. per terapisession.

Tidligere terapeutisk erfaring

  • Studenterterapeut på Københavns Universitetsklinik

Medlemskaber

  • Bestyrelsesmedlem i Selskab for Krop-Psykoterapi
  • Medlem af Dansk Psykolog Forening

Certifikater

  • Kierkegaards Rådgivningspraksis

30 30 37 01 e-form